Emil er også fra Poiana Mare og flyttede senere til en institution i Craiova. Han havde aldrig fået behandling for sit fysiske handicap (CP)

Alexandru havde ligget hele sit liv i en seng sammen med sin bror. Vi mødte dem i et mørkt rum på den fjerntliggende specialbørneinstitution i Corlate.

Dette er Alexandru's bror Nicolae (ældst). De var henholdsvis 13 og 15 år, da vi startede. Nu bor de i en lejlighed i Craiova. Og Corlate er lukket.

Vi arbejdede meget konkret med børnene for blot at vise personalet at de havde en værdi som mennesker. Plus ved at sende en masse udstyr og nødhjælp sammen med tilbud om uddannelse.

Børneafsnittet i det psykiatriske hospital i Poina Mare havde mere end 100 børn i alderen 3-18 år. De levede under de mest kummerlige forhold blandt 800 voksne med sindslidelser. Børneafdelingen blev nedlagt.

Nicoletta og Costel. Alle børnene i Poiana Mare havde deres egen måde at håndtere de fysiske og psykiske overgreb. Nicoletta døde i en ulykke, men nåede at flytte ud fra Poina M. Costel, der var diagnosticeret som uhelbredeligt åndssvag, tog senere studentereksamen og er nu leder af ergoterapien på en institution - og meget aktiv i politik.

En af de første udflytninger skete til en lille ejendom, hvor vi fik plads til 12 børn. Det kom til at hedde LEGO huset, fordi det blev købt for en donation fra LEGO. Huset blev senere givet til den regionale socialforvaltning og er nu revet ned, fordi der skulle bygges en motorvej.
Ialt flyttede mere end 300 børn og unge ud i små boliger.

Allerede i den første udflytning til LEGO huset havde vi fokus på bæredygtigheden, og det var meningen at børnene skulle være med til at dyrke deres egen mad og lave et fælles netværk. (Det er nok en af de ting der ikke er helt lykkedes selvom vi har arbejdet med det i de sidste 20 år....)

Det lykkedes i et par år at skabe næsten selvforsyning med madvarer i de første huse. Her juleslagtning af en af grisene.

En anden ting vi arbejdede meget med var at involvere de unge direkte i deres eget liv. Det var ind imellem svært - især for de voksne, der skulle hjælpe dem.

Desuden gjorde vi meget for at skabe livsglæden omkring børnene og de unge. Det handler jo ikke kun om at overleve, men også om at leve. Besøg fra mange andre lande var en god anledning til fest.

Ligesom i en bil kan de uformelle rammer ved en fest være en god anledning til en snak og at skabe samvær i øjenhøjde.

En anden utraditionel aktivitet vi valgte at sætte i værk, var gennem nogle år at lave sommerferie i Danmark - hos familier, i sommerhuse... både for at vise de rumænske børn og voksne at der er forskellige verdener. Men også for at gøre børnene synlige som værdifulde individer.

Helt særligt havde vi fokus på at gøre noget for de mest handicappede børn. Her de to spastiske brødre som flyttede med ud i en almindelig lejlighed, hvor de fortsat bor. Vi arbejdede også med at vise hvordan man kunne arbejde med handleplaner i praksis.

Naturligvis var der også meget personaletræning - af høj og lav i systemet. Bl.a. også studierejser til Danmark. Her hos tidl. generalsekretær hos Red Barnet og kortvarigt formand for DEH: Kristian Sørensen

Som en del af indsatsen forsøgte vi også at opbygge samarbejde mellem de rumænske parter og de kontakter vi havde/har i andre lande. Her er det Bulgarien sammen med det Child Development Center i Craiova, vi var med til at etablere

I det hele taget handlede arbejdet i mange år om at gøre noget med og for børnene så de blev set som mennesker og ikke bare ubrugelige væsener, der faktisk var uønskede og urørlige i fysisk forstand, f.eks. fordi de som gutten her havde fået AIDS fra micro-blodtransfusioner og som døde - stort set alle. Også ham.